Forårssæsonen blev for mange af klubbens hold rundet af lørdag d. 17. juni. Og hvilken dag at gøre det på; højt solskin og højt humør – perfekte rammer for god og festlig afslutning på sæsonen.

Foråret har budt på alskens vejr, lige fra tordenvejr med aflysning af kamp til lækkert vejr med solbrune tilskuere til følge. Men for os JAI’ere er vejret jo bare en bi-ting – og det er dejligt at se hvordan humøret holdes højt og glæden ved fodbolden altid er at finde!

Forårssæsonen har for JAI budt på spænding både i top og bund af puljerne.

På herresiden endte H1 med 25 point i deres serie 2 pulje, hvilket gav dem en 2. plads – det hidtil bedste resultat i klubbens historie. Tillykke! H2 endte som nummer 2 i deres serie 4 pulje – desværre ikke med point nok til at sikre sig oprykning som bedste 2’er,  hvorfor det igen til efteråret hedder serie 4. Derfor er der blod på tanden og en lugt af oprykning i luften til efterårssæsonen. RAV endte på en flot 3. plads i deres serie 4 pulje, mens Diamanterne med et uafgjort resultat mod puljens nummer 1 i sidste spillerunde også sikrede sig overlevelse i serie 4. Oldboys og 7-mands er endnu ikke færdige med at spille forårssæsonens kampe, hvor oldboys ligger på en foreløbig 5. plads og 7-mands har kvalificeret sig til finalestævnet.

På damesiden sikrede D1 sig overlevelse som oprykkere i Kvindeserien og endte på en 6. plads med kun 2 point op til 4. pladsen. D2 endte på en flot 2. plads, hvilket kunne tegne til endnu en god sæson i efteråret – måske med oprykning som målsætning? D3 og oldgirls endte begge på 5. pladsen i deres respektive puljer.

Tak for en god forårssæson til alle medlemmer. Og ikke mindst tak til jer der ligger frivilligt arbejde i JAI!

Vi glæder os til at se jer alle igen til efterårssæsonen. God sommer!