Årets VIP julefrokost var igen i år en succes!

Dette glimrende årligt tilbagevendende arrangement blev afholdt lørdag d. 25. november og havde alt, hvad sådan en fest nu skal have – rigeligt med julemad og snaps, festlig underholdning og masser af glade JAI’ere.

Men hvordan får man lov at komme med til sådan et fremragende VIP arrangement?

Svaret er såmænd simpelt: meld dig som frivillig i et af klubbens udvalg eller bliv træner i JAI!

VIP julefrokosten afholdes nemlig for at hylde alle de frivillige, der lægger kræfter i klubben, så alt bare spiller! Fx er der de frivillige i klubhusudvalget, der sørger for at der  er pænt i klubhuset samt at du altid kan få dig en kold sodavand efter kampen. Og Festudvalget, der sørger for masser af sociale arrangementer, så du kan lære dine klubkammerater endnu bedre at kende. Det var blot to eksempler på det fremragende frivillige arbejde, der bliver lagt i JAI Fodbold.

Så vil du med til VIP julefrokosten næste år? Og vil du være med til at videreskabe JAI Fodbold? Så meld dig ind i et af udvalgene ved næstkommende generalforsamling, der løber af stablen mandag d. 19. februar.

Til slut er der blot at ønske jer alle en rigtig god jul og godt nytår! Vi glæder os til at se jer igen i det nye år!