Lørdag d. 18 Maj var der igen en spændende kampdag på JAI’s anlæg. Her var både D1, H1 og H3 i aktion. Der var altså linet op til det helt store med tre spændende kampe. Der blev også tændt op i grillen så man kunne grille egen medbragt kød, og vores mega gode festudvalg havde sørget for salat, kartoffelsalat og brød. Så der var bare hygge i bedste JAI stil. De tre kampe endte alle tre med flotte sejre til JAI: D1 vinder flot 4-0 og både H2 og H1 vinder 3-1.

Ikke nok med tre spændende fodboldkampe, blev der også afholdt årets Gylympiade, hvor klubbens bedste kvindelige og mandlige fodboldspillere skulle findes. Det var klubbens materialeansvarlige, Mikael Gyldenlund, der havde arrangeret tuneringen.

Der blev dystet i alt fra skruebolde og hjørnespark til jongleringer. Her blev den bedste mandlige fodboldspiller Mikael Gyldenlund, og den bedste kvindelige fodboldspiller Mette Toft fra D2. 

Det var alt i alt en helt fantastisk dag, og vi glæder os allerede til næste kampdag!